Avlsvejledning
Skrevet af Annbritt Jørgensen, Cats Rotter og Sofie Nygaard, LUX Rotter
Inden man begynder at avle
Inden man begynder at avle, bør man stille sig selv følgende spørgsmål:
- Hvorfor vil jeg have unger?
- Hvorfor vil jeg parre lige netop disse to dyr?
- Er jeg klar til at lave et kuld unger?
- Hvad skal ske med ungerne, når de skal sælges?
- Er jeg parat til at betale de mulige udgifter, det kan medføre, hvis det går galt?
”Fordi jeg gerne ville lave unger med flotte farver” er ikke det rigtige svar!
Det bør være et mere dybdegående svar.
De fleste seriøse avlere laver unger for at levere gode kæledyr til andre rottefolk samt for at have noget at arbejde med i endnu en generation for at lave gode kæledyr. De arbejder på at få bedre helbred, bedre temperament og længere levetid til tamrotterne.
Derfor bør man overveje med sig selv, om lige netop de to rotter man ønsker at parre, kan levere noget til dette, eller om det måske vil give netop det modsatte.
Ønsker man at avle, bør man have sat sig ind i de vigtigste ting omkring rotternes pasning og pleje, deres adfærd, og mest almindelige, samt de arvelige sygdomme. Det anbefales også, at man har sat sig ind i den grundlæggende genetik. Dette er ikke kun, så man selv er bedre rustet til det at opfostre et kuld unger, men også så man kan rådgive og vejlede sine købere bagefter, hvis der skulle blive brug for det.
Man skal også være opmærksom på, at en fødsel kan være en meget dyr affære, hvis der opstår komplikationer. Et kejsersnit koster mange penge; specielt udenfor dyrlægens normale åbningstider, men det kan være nødvendigt, hvis ikke hunnen kan føde ungerne.
Det er man nødt til at gøre op med sig selv, inden man laver parringen, om man har råd til og villig til at risikere.
Man må også gøre op med sig selv, hvad der skal ske med ungerne, når de er fravænnet.
Har man plads til at beholde 12+ unger selv, hvis man ikke kan få dem solgt?
Det er ikke velanset blandt kælerotteejere og avlere, at man afleverer ungerne i dyrehandel, afliver raske unger eller giver dem til foder.
Derfor skal man være klar til at kunne beholde de unger, man ikke kan sælge.
Man skal have råd, plads og overskud til et helt kuld!
Det er vigtigt for tamrotteavlen, at man har mulighed for at holde øje med kuldet og linjen, både så de, der ønsker at avle videre, kan få opdateringer om temperamentsændringer og evt. sygdomme hos søskende til deres rotter, men også så de, der har købt unger kan blive opdateret om, hvis der opstår mange problemer med kuldet, så de kan være opmærksomme på, om det skulle ske med deres unge også.
Derudover er det vigtigt, at du som avler har muligheden for at sætte et evt. "avlsforbud"/frarådning af avl, hvis der skulle dukke evt. problemer op.
Nogen opdrættere vælger at benytte sig af en købskontrakt - en skriftlig aftale mellem køber og avler.
Andre sælger uden kontrakt.
Det er helt op til den enkelte opdrætter, hvad de foretrækker.
Man skal derfor også have i tankerne, at der kan opstå tilfælde, hvor det er nødvendigt, at man tager rotteungerne retur.
Det være sig enten, fordi der er problemer med dem, eller pga. allergi, flytning eller andet.
Som seriøs opdrætter tager man som regel unger hjem, som jo så nu er blevet voksne.
Dette for at undgå at unger fra ens opdræt måske ender som kastebold.
Inden man begynder at avle, bør man stille sig selv følgende spørgsmål:
- Hvorfor vil jeg have unger?
- Hvorfor vil jeg parre lige netop disse to dyr?
- Er jeg klar til at lave et kuld unger?
- Hvad skal ske med ungerne, når de skal sælges?
- Er jeg parat til at betale de mulige udgifter, det kan medføre, hvis det går galt?
”Fordi jeg gerne ville lave unger med flotte farver” er ikke det rigtige svar!
Det bør være et mere dybdegående svar.
De fleste seriøse avlere laver unger for at levere gode kæledyr til andre rottefolk samt for at have noget at arbejde med i endnu en generation for at lave gode kæledyr. De arbejder på at få bedre helbred, bedre temperament og længere levetid til tamrotterne.
Derfor bør man overveje med sig selv, om lige netop de to rotter man ønsker at parre, kan levere noget til dette, eller om det måske vil give netop det modsatte.
Ønsker man at avle, bør man have sat sig ind i de vigtigste ting omkring rotternes pasning og pleje, deres adfærd, og mest almindelige, samt de arvelige sygdomme. Det anbefales også, at man har sat sig ind i den grundlæggende genetik. Dette er ikke kun, så man selv er bedre rustet til det at opfostre et kuld unger, men også så man kan rådgive og vejlede sine købere bagefter, hvis der skulle blive brug for det.
Man skal også være opmærksom på, at en fødsel kan være en meget dyr affære, hvis der opstår komplikationer. Et kejsersnit koster mange penge; specielt udenfor dyrlægens normale åbningstider, men det kan være nødvendigt, hvis ikke hunnen kan føde ungerne.
Det er man nødt til at gøre op med sig selv, inden man laver parringen, om man har råd til og villig til at risikere.
Man må også gøre op med sig selv, hvad der skal ske med ungerne, når de er fravænnet.
Har man plads til at beholde 12+ unger selv, hvis man ikke kan få dem solgt?
Det er ikke velanset blandt kælerotteejere og avlere, at man afleverer ungerne i dyrehandel, afliver raske unger eller giver dem til foder.
Derfor skal man være klar til at kunne beholde de unger, man ikke kan sælge.
Man skal have råd, plads og overskud til et helt kuld!
Det er vigtigt for tamrotteavlen, at man har mulighed for at holde øje med kuldet og linjen, både så de, der ønsker at avle videre, kan få opdateringer om temperamentsændringer og evt. sygdomme hos søskende til deres rotter, men også så de, der har købt unger kan blive opdateret om, hvis der opstår mange problemer med kuldet, så de kan være opmærksomme på, om det skulle ske med deres unge også.
Derudover er det vigtigt, at du som avler har muligheden for at sætte et evt. "avlsforbud"/frarådning af avl, hvis der skulle dukke evt. problemer op.
Nogen opdrættere vælger at benytte sig af en købskontrakt - en skriftlig aftale mellem køber og avler.
Andre sælger uden kontrakt.
Det er helt op til den enkelte opdrætter, hvad de foretrækker.
Man skal derfor også have i tankerne, at der kan opstå tilfælde, hvor det er nødvendigt, at man tager rotteungerne retur.
Det være sig enten, fordi der er problemer med dem, eller pga. allergi, flytning eller andet.
Som seriøs opdrætter tager man som regel unger hjem, som jo så nu er blevet voksne.
Dette for at undgå at unger fra ens opdræt måske ender som kastebold.
Valg af avlsdyr
Når man udvælger sig to dyr til avl, bør man undersøge linjen bag dem så godt som muligt.
Er der mange tilfælde af aggression og sygdomme, bør man ikke bruge dyret. Enkelte tilfælde kan dog tolereres, hvis det antages, at dette ikke er noget, der er arveligt for linjen. Men gennemgående aggression og sygdomme bør ikke være noget, man ønsker i sit opdræt.
Vælger man at bruge dyr med ukendt baggrund, har man selvfølgelig ikke denne mulighed.
Det anbefales derfor også, at man ikke parrer en rotte med ukendt baggrund med en anden rotte med ukendt baggrund, da det så kan være svært at lokalisere, hvor evt. senere problemer stammer fra.
Man bør ikke avle på dyr, der har udvist tegn til aggression eller svær dominans, eller hvor der er mange tilfælde af dette blandt rottens søskende og/eller familie. En rotte, der anvendes i avl, bør være glad for mennesker og bør fungere godt i en gruppe med andre rotter.
Man bør ikke avle på rotter, der har haft alvorlige sygdomme så som luftvejslidelser, da dette kan være arveligt. Man bør kun avle på en rotte, der er sund og rask. Dog kan en mild forkølelse tolereres.
Man bør ikke parre to dyr, der er meget tæt beslægtet. Dvs. ikke søskende, ikke forældre/afkom, ikke bedsteforældre/afkom, ikke forældres søskende/afkom osv.
Parrer man to rotter fra samme dyrehandel, kan man risikere, at de er meget tæt beslægtede.
Når man udvælger sig to dyr til avl, bør man undersøge linjen bag dem så godt som muligt.
Er der mange tilfælde af aggression og sygdomme, bør man ikke bruge dyret. Enkelte tilfælde kan dog tolereres, hvis det antages, at dette ikke er noget, der er arveligt for linjen. Men gennemgående aggression og sygdomme bør ikke være noget, man ønsker i sit opdræt.
Vælger man at bruge dyr med ukendt baggrund, har man selvfølgelig ikke denne mulighed.
Det anbefales derfor også, at man ikke parrer en rotte med ukendt baggrund med en anden rotte med ukendt baggrund, da det så kan være svært at lokalisere, hvor evt. senere problemer stammer fra.
Man bør ikke avle på dyr, der har udvist tegn til aggression eller svær dominans, eller hvor der er mange tilfælde af dette blandt rottens søskende og/eller familie. En rotte, der anvendes i avl, bør være glad for mennesker og bør fungere godt i en gruppe med andre rotter.
Man bør ikke avle på rotter, der har haft alvorlige sygdomme så som luftvejslidelser, da dette kan være arveligt. Man bør kun avle på en rotte, der er sund og rask. Dog kan en mild forkølelse tolereres.
Man bør ikke parre to dyr, der er meget tæt beslægtet. Dvs. ikke søskende, ikke forældre/afkom, ikke bedsteforældre/afkom, ikke forældres søskende/afkom osv.
Parrer man to rotter fra samme dyrehandel, kan man risikere, at de er meget tæt beslægtede.
Når rotterne skal mødes
Det bedste er at starte med at lade rotterne mødes på neutral grund på samme måde, som man normalt ville introducere to rotter til hinanden.
Herefter er det en god ide at lade dem bo sammen i en periode. Det anbefales, at de minimum er sammen i 5 dage, da hunrotter er i brunst ca. hver 5 dag.
På denne måde er man sikker på at ramme mindst en af hendes løbetidsperioder.
Der er dog ikke noget i vejen for at lade dem gå sammen længere tid, så længe man bare er sikker på, at man kan sætte hannen ind til sine burkammerater igen bagefter. Man skal bare huske at tage ham fra i god tid inden hunnen skal føde, så hun har tid til at få bygget en rede.
Som regel lader de fleste opdrættere han og hun gå sammen i ca. 14 dage.
Hunnen går drægtig i 21-24 dage, og når hun er 10 dage henne, begynder man oftest at kunne se de første tegn på drægtighed, så som en let lille bule.
Enkelte hunner kan også blevet meget nærtagende under drægtigheden. Dette er helt naturligt.
Billederne herunder viser en sædprop.
Efter fuldbyrdig parring sætter hannen denne vokslignende prop i hunnens skede.
Denne skal man ikke fjerne men blot lade sidde, da den forhindrer sæden i at løbe ud.
Det bedste er at starte med at lade rotterne mødes på neutral grund på samme måde, som man normalt ville introducere to rotter til hinanden.
Herefter er det en god ide at lade dem bo sammen i en periode. Det anbefales, at de minimum er sammen i 5 dage, da hunrotter er i brunst ca. hver 5 dag.
På denne måde er man sikker på at ramme mindst en af hendes løbetidsperioder.
Der er dog ikke noget i vejen for at lade dem gå sammen længere tid, så længe man bare er sikker på, at man kan sætte hannen ind til sine burkammerater igen bagefter. Man skal bare huske at tage ham fra i god tid inden hunnen skal føde, så hun har tid til at få bygget en rede.
Som regel lader de fleste opdrættere han og hun gå sammen i ca. 14 dage.
Hunnen går drægtig i 21-24 dage, og når hun er 10 dage henne, begynder man oftest at kunne se de første tegn på drægtighed, så som en let lille bule.
Enkelte hunner kan også blevet meget nærtagende under drægtigheden. Dette er helt naturligt.
Billederne herunder viser en sædprop.
Efter fuldbyrdig parring sætter hannen denne vokslignende prop i hunnens skede.
Denne skal man ikke fjerne men blot lade sidde, da den forhindrer sæden i at løbe ud.
Fødslen og efterfølgende
Rottemor bygger gerne en stor rede, hvori ungerne kan ligge varmt og sikkert. Hun klarer som oftest fødslen selv, men opstår der komplikationer er det vigtigt at komme af sted til en dyrlæge så hurtigt som muligt.
Godt redemateriale kan være toiletpapir eller avisstrimler.
Hvis mere end 30% af ungerne dør ved fødslen/inden fravænning, eller hvis hunnen viser sig at være en dårlig mor, bør hun ikke indgå i avl igen.
Efter fødslen er det en god idé at forkæle rottemor lidt.
Man bør dog ikke pille ved ungerne, før hunnen selv har forladt reden. Man kan evt. lokke hende lidt med noget lækkert, og se om hun vil ud af buret en tur, og når hun er ude, kan man tælle dem og tjekke, at alle unger er sunde og raske og har mælk i maven, samt man kan evt. veje dem.
En nyfødt rotteunger vejer som regel 5-7 gram. Man bør fjerne evt. døde unger fra reden.
Den første uges tid bør man lade mor og unger få så meget fred som muligt. Det gør ikke noget, at man tjekker at ungerne har mælk i maven hver dag, men derudover bør man lade hunnen få ro.
Når ungerne er en uge, begynder de at få pels, og man kan så småt begynde at have dem ude ganske kort.
Når de er 13-16 dage gamle, får de øjne, og så begynder der at være fart over feltet. Herefter kan man have dem mere ude og socialisere dem, så de bliver menneskevante. Gerne en ½ time eller mere om dagen.
I 3 ugers alderen begynder de at spise det, mor spiser, og det gør ikke noget at give dem ekstra babygrød eller andet guf herefter. Det er dog ikke ensbetydende med, at de kan fravænnes, da mors mælk stadig er vigtig for dem i denne alder.
Når ungerne er 3 uger kan man ofte sætte en anden hunrotte ind til mor og unger, som kan hjælpe med pasning, rengøring og at holde styr på de små.
Ungerne fravænnes, når de er 5 uger, for da bliver de kønsmodne. Herefter er det en god ide at lade dem gå en uges tid i en gruppe med voksne af samme køn, for at de også skal lære almen rotteadfærd og at blive socialiseret med ældre rotter.
En 5 ugers rotteunge bør veje min. 90g.
Rottemor bygger gerne en stor rede, hvori ungerne kan ligge varmt og sikkert. Hun klarer som oftest fødslen selv, men opstår der komplikationer er det vigtigt at komme af sted til en dyrlæge så hurtigt som muligt.
Godt redemateriale kan være toiletpapir eller avisstrimler.
Hvis mere end 30% af ungerne dør ved fødslen/inden fravænning, eller hvis hunnen viser sig at være en dårlig mor, bør hun ikke indgå i avl igen.
Efter fødslen er det en god idé at forkæle rottemor lidt.
Man bør dog ikke pille ved ungerne, før hunnen selv har forladt reden. Man kan evt. lokke hende lidt med noget lækkert, og se om hun vil ud af buret en tur, og når hun er ude, kan man tælle dem og tjekke, at alle unger er sunde og raske og har mælk i maven, samt man kan evt. veje dem.
En nyfødt rotteunger vejer som regel 5-7 gram. Man bør fjerne evt. døde unger fra reden.
Den første uges tid bør man lade mor og unger få så meget fred som muligt. Det gør ikke noget, at man tjekker at ungerne har mælk i maven hver dag, men derudover bør man lade hunnen få ro.
Når ungerne er en uge, begynder de at få pels, og man kan så småt begynde at have dem ude ganske kort.
Når de er 13-16 dage gamle, får de øjne, og så begynder der at være fart over feltet. Herefter kan man have dem mere ude og socialisere dem, så de bliver menneskevante. Gerne en ½ time eller mere om dagen.
I 3 ugers alderen begynder de at spise det, mor spiser, og det gør ikke noget at give dem ekstra babygrød eller andet guf herefter. Det er dog ikke ensbetydende med, at de kan fravænnes, da mors mælk stadig er vigtig for dem i denne alder.
Når ungerne er 3 uger kan man ofte sætte en anden hunrotte ind til mor og unger, som kan hjælpe med pasning, rengøring og at holde styr på de små.
Ungerne fravænnes, når de er 5 uger, for da bliver de kønsmodne. Herefter er det en god ide at lade dem gå en uges tid i en gruppe med voksne af samme køn, for at de også skal lære almen rotteadfærd og at blive socialiseret med ældre rotter.
En 5 ugers rotteunge bør veje min. 90g.
Hannerne
Når en hanrotte bruges i avl, bør han være over 12 mdr gammel. Det skyldes, at hanrotter kan risikere at springe en sikring (udvikle et aggressivt temperament), og dette vil oftest ske, inden de fylder 12 mdr. Det kan ske tidligt, men det kan også ske få dage før deres 1 års fødselsdag. Derfor er det en fordel at vente med at bruge hannen så længe som muligt.
Hannen bør veje minimum 500g, dog kan mindre accepteres, hvis temperamentet er rigtig godt.
En han må meget gerne veje mere end de 500g, men selvfølgelig uden at være overvægtig.
Hannen bør maks lave 5 kuld. Færre anbefales for ikke at få så mange af de samme gener spredt ud.
Vælger man at bruge en han med ukendt baggrund, er det en god ide at vente til han er fyldt 18 mdr, da man så har større mulighed for at vurdere hans helbred og temperament. Derudover anbefales det, at hunnen, han parres med, har kendt baggrund, så man senere har nemmere ved at lokalisere evt. problemer.
Når en hanrotte bruges i avl, bør han være over 12 mdr gammel. Det skyldes, at hanrotter kan risikere at springe en sikring (udvikle et aggressivt temperament), og dette vil oftest ske, inden de fylder 12 mdr. Det kan ske tidligt, men det kan også ske få dage før deres 1 års fødselsdag. Derfor er det en fordel at vente med at bruge hannen så længe som muligt.
Hannen bør veje minimum 500g, dog kan mindre accepteres, hvis temperamentet er rigtig godt.
En han må meget gerne veje mere end de 500g, men selvfølgelig uden at være overvægtig.
Hannen bør maks lave 5 kuld. Færre anbefales for ikke at få så mange af de samme gener spredt ud.
Vælger man at bruge en han med ukendt baggrund, er det en god ide at vente til han er fyldt 18 mdr, da man så har større mulighed for at vurdere hans helbred og temperament. Derudover anbefales det, at hunnen, han parres med, har kendt baggrund, så man senere har nemmere ved at lokalisere evt. problemer.
Hunnerne
Hunnen bør være mindst 6 mdr, maks 10 mdr ved første parring. Dette er for bedst muligt at undgå fødselskomplikationer.
Hunnen bør minimum veje 250 gram, men det anbefales at hun vejer over 300 gram.
Hun bør have sidste kuld inden hun fylder 18 mdr, for ikke at blive for gammel.
En hunrotte bør max få 2 kuld, da det slider og tærer meget på en hunrotte at have unger.
Hunnen bør have 2 mdrs pause fra fravænningen af ungerne, til hun parres igen, for at hun kan nå at komme sig ovenpå det første kuld.
Vælger man at bruge en hun med en ukendt baggrund, anbefales det, at hannen hun parres med har en kendt baggrund, for at man senere har nemmere ved at lokalisere evt. problemer. Derudover anbefales det at vente så længe som muligt.
Hunnen bør være mindst 6 mdr, maks 10 mdr ved første parring. Dette er for bedst muligt at undgå fødselskomplikationer.
Hunnen bør minimum veje 250 gram, men det anbefales at hun vejer over 300 gram.
Hun bør have sidste kuld inden hun fylder 18 mdr, for ikke at blive for gammel.
En hunrotte bør max få 2 kuld, da det slider og tærer meget på en hunrotte at have unger.
Hunnen bør have 2 mdrs pause fra fravænningen af ungerne, til hun parres igen, for at hun kan nå at komme sig ovenpå det første kuld.
Vælger man at bruge en hun med en ukendt baggrund, anbefales det, at hannen hun parres med har en kendt baggrund, for at man senere har nemmere ved at lokalisere evt. problemer. Derudover anbefales det at vente så længe som muligt.
Ungerne
Ungerne bør fravænnes, når de er 5 uger, da de her bliver kønsmodne.
De skal derfor opdeles i køn.
Når ungerne sælges, bør de være 5, gerne 6 uger og veje minimum 90 gram. Mange avlere bruger ugen efter de er fyldt 5 uger på at socialisere ungerne med voksne rotter af samme køn. Ungerne bør derudover være sunde og raske.
Det er ikke velanset at aflive raske unger, aflevere dem i dyrehandel, eller sælge/give dem til foder.
Ungerne bør fravænnes, når de er 5 uger, da de her bliver kønsmodne.
De skal derfor opdeles i køn.
Når ungerne sælges, bør de være 5, gerne 6 uger og veje minimum 90 gram. Mange avlere bruger ugen efter de er fyldt 5 uger på at socialisere ungerne med voksne rotter af samme køn. Ungerne bør derudover være sunde og raske.
Det er ikke velanset at aflive raske unger, aflevere dem i dyrehandel, eller sælge/give dem til foder.